”Lines Minde”, Vester Bregninge 13, Ærø,
smedebolig for min tipoldefar Iver Nielsen og hans søn fra 1823 til 1873

Da min mand og jeg var på ferie på Ærø i sommeren 2016, skulle vi lige - endnu en gang - forbi mine tipoldeforældres gamle hus i Vester Bregninge, og hvor heldig kan man være: I Gæstgiveriets lade var der en udstilling om det gamle Bregninge med et billede af huset, som det så ud i gamle dage. Ved billedet var der en oplysning om, at det havde fået sit navn, Lines Minde, efter en gammel pige, Eline, der havde boet i det. Og jeg, der var overbevist om, at det var opkaldt efter min tipoldemor Pouline! Nu måtte jeg da hjem og finde ud af, hvem denne Eline var.

Stykket sammen med de oplysninger, jeg havde i forvejen, nåede jeg frem til denne historie:

Smed Iver Nielsen, også kaldet Iver Nielsen Holmdrup, købte ”det røde hus ved kirken” i 1823 på en auktion over sognepræstens dødsbo. Som tilnavnet antyder, var han kommet til Ærø fra landsbyen Holmdrup ved Svendborg. Han blev født i 1800 på Fruergaard, en ret stor gård, hvor han voksende op som plejebarn hos sin farmors 2. mand, der fæstede gården efter Ivers farfar. Ivers forældre havde også boet på gården, men var flyttet derfra, inden Iver var fire år, formentlig i forbindelse med farmorens død, men de havde altså efterladt drengen hos hendes 2. mand og hans nye kone.

På Ærø blev Iver Nielsen bysmed for Øster og Vester Bregninge og blev i 1825 gift med min tipoldemor, Pouline Christine Elisabeth Erichsdatter, datter af smed Erich Nielsen i Egense. Hun flyttede ind i – og gav måske navn til – huset, der senere blev kendt som Lines Minde. Det var ikke usædvanligt, at Ærøs bysmede på det tidspunkt selv ejede deres huse - i modsætning til fx på Sydfyn, hvor smedene som regel var fæstere. Gårdene på øen var overgået til selveje allerede i 1787. Selve smedjen derimod var i Bregninge ejet af bymændene.

På Ærø var en del af smedenes betaling for deres arbejde, at bønderne passede smedejorden, en jord som bønderne ejede, men altså skulle dyrke for smeden. En kontrakt fastlagde, hvad smedens opgaver bestod i, fx vedligeholdelse af bøndernes redskaber og arbejdsvogne. Hvad han lavede derudover, blev betalt enten med naturalier eller penge. En gang om året, når bønderne havde kørt avlen ind på smedens loft, blev der holdt smedegilde, og de gamle kilder fortæller, at der ved gilderne ikke blev sparet på brændevinen.

Mine tipoldeforældre fik syv børn, og dertil kom en dreng, som min tipoldefar fik med husets tjenestepige. Tjenestepigen blev nok smidt på porten, men drengen Hans blev i huset og fik også familieefternavnet Nielsen Iversen. Mon Pouline havde noget at skulle have sagt? Jeg har prøvet at finde ud af, hvad der senere blev af Hans Nielsen Iversen: Efter at have aftjent sin værnepligt i 1856 var han soldat i forstærkningen i 1864. I 1868 mødte han ikke op i Slesvig, som han skulle, og han kom heller ikke hjem, så mit gæt er, at han enten døde i 1864-krigen eller forsvandt på anden måde. Han blev tilsyneladende ikke gift eller fik børn.

I 1856 overdrog Iver Nielsen smedehus og smedehverv til sin søn Erik Nielsen Iversen, storebror til min oldefar, mod at han betalte farens gæld og tog Iver og Pouline på aftægt i Lines Minde. De øvrige børn fik ingenting, men de ugifte af dem skulle dog ”i Sygdoms og Svagheds Tilfælde have frit Huusly paa Stedet”. Iver døde i 1861 og Pouline i 1882, begge i Lines Minde. Ved Poulines død var sønnen Erik også død, og svigerdatteren, Kirsten Mikkelsen, havde giftet sig igen med smed Peder Christensen, der også kom fra Fyn. Erik og Kirsten fik fem børn, mens Kirsten fik tre med Peder, hvoraf de to dog døde som små.

Ved skiftet efter Peder Christensen og Kirsten Mikkelsen i 1919 gik Lines Minde i arv til deres eneste overlevende barn, datteren Karen, der var blevet gift med gårdejer Thomas Hansen Pedersen i Vester Bregninge, mens Kirstens børn med Erik frasagde sig deres arv efter moren. Efter deres far havde de tidligere fået udbetalt en mindre sum hver.

Det var derfor lidt bemærkelsesværdigt, at Erik og Kirstens datter Line Christine kom til at bo i huset et par år senere, men jeg fandt forklaringen:

Som ung har Line Christine nok været lidt eventyrlysten, for hun rejste til Als allerede som 15-årig i 1881, senere til Ærøskøbing og derfra videre til Lolland i 1886. Hun har formentlig arbejdet alle steder som tjenestepige. På Lolland blev hun gift med en skomager, og de flyttede til Fyn, hvor han var teglværksarbejder i en halv snes år, og mellem 1911 og 1916 flyttede de tilbage til hendes fødeø, Ærø. Manden var da syg af tuberkulose og døde i Vester Bregninge i 1916. De penge, der var i hans dødsbo, gik til begravelsen, og hun ernærede sig derefter som arbejderske. De havde fået tre børn, men det ser ikke ud til, at de kom med til Ærø.

Line Christines halvsøster, Karen, der jo havde arvet Lines Minde i 1919, solgte det igen i 1923 til to mænd, Jens Peder Jensen og Rasmus Erik Jensen, der på det tidspunkt boede i Californien. Skødet blev underskrevet af en Eline Jensen på deres vegne. Eline Jensen viste sig at være identisk med Line Christine Iversen, og de to mænd viste sig at være hendes sønner! Line Christine kom altså igen til at bo i sit barndomshjem, selv om hun havde frasagt sig sin arvelod efter moren i 1919, da hendes halvsøster arvede huset.

Lines Minde kan således være opkaldt både efter min tipoldemor Pouline Christine, der boede i det i 57 år, og efter hendes barnebarn Line Christine / Eline, der boede der som enke i omkring 25 år. I øvrigt var Line Christine helt sikkert opkaldt efter Pouline Christine.

Lines Minde blev i 1943 solgt til Christen Christensen, og Line Christine Iversen / Eline Jensen døde i Øster Bregninge i 1949.

Tilbage til Smedene