Erich Nielsen, smed i Egense 1797-1844

Et karakteristisk træk ved min tiptipoldefar smed Erich Nielsen - tror jeg - var hans ønske om at have orden i tingene og i særdeleshed i sin økonomi. Han førte detaljeret regnskab over, hvad han sendte til sine tre dyrlægestuderende sønner i København, og han beregnede omhyggeligt, hvad der tilkom hans yngste datter og hendes mand efter hans død, fordi de i modsætning til hans syv andre børn intet havde fået, mens han levede. I de kontrabøger, han førte over sine ydelser til Hvidkilde/Baroniet Lehn, er der kolonne efter kolonne med detaljerede beskrivelser af og priser for ydelserne.

Vi har været så heldige, at Baroniet Lehns regnskaber og andre papirer nu ligger på Rigsarkivet i Odense, og at nogle af Erich Nielsens egne optegnelser for nogle år siden blev fundet på et loppemarked og givet videre til os.

Erich Nielsen blev født i 1764 i Vester Kærby ved Odense, hvor hans far var smed. Selv om han var eneste søn, overtog han mærkeligt nok ikke smedehvervet i Vester Kærby efter faren. Det gik i stedet videre til hans søsters mand.

Han blev selv smed for godset Hvidkilde under baroniet Lehn på Sydfyn i 1797 efter nogle år som smed i Stige ved Odense, hvor han var blevet gift med Karen Jensdatter, der kom fra en sømandsfamilie der. Parret fik en søn i Stige og yderligere syv børn i Egense, hvor de fæstede smedehuset på matrikel 26 - det nuværende Ærtevej 5. Det eksisterende hus blev bygget i 1870, så de må have boet i et tidligere hus på matrik­len.

I 1810 blev der indført offentlig koppevaccination i Danmark efter nogle alvorlige koppeepidemier, men allerede i perioden 1804-08 vaccinerede Karen Smeds børnene i Egense mod børnekopper. Baron Poul Abraham Lehn på Hvidkilde (død 1804) var meget fremsynet, så måske var det ham, der sørgede for, at det blev gjort. Da der ikke var tilstrækkeligt mange læger til at vaccinere, måtte præster, degne, lærere, smede og her altså min tiptipoldemor træde til. I øvrigt tog smedene sig dengang også af mindre læge-, tandlæge- og dyrlægeopgaver, og mens smedens kone her vaccinerede mod kopper, kurerede smeden hestene på Hvidkilde. Der stod således i hans fæstekontrakt med godset fra 1809, at han ”skulle curere Hestene her paa Gaarden ligesom forhen uden nogen Betaling, da han herimod er frie fra Huuspenges Svarelse”.

Et brev til Baroniet Lehns politiret i 1834 viser Erich Nielsen som en hård arbejds­giver: En far klagede over, at sønnen, der var antaget som smedelærling på prøve, dels blev sat til at passe smedens kreaturer i stedet for at lære smedehåndværket, dels næsten dagligt udsattes for hug og slag. Smeden blev stævnet til at møde for retten, men desværre kender vi ikke sagens udkomme.

Helt anderledes var han over for sine egne børn, fire drenge og fire piger. Da tre af sønnerne i perioden 1813-27 læste til dyrlæger ved Veterinærskolen i København, fik de hjemmefra - hvad der synes noget flot - for at opretholde et standsmæssigt liv i hovedstaden: frakker, bukser, skjorter, støvler, sågar et par hvide uldstrømper og et par hvide handsker hver, røget kød, flæsk og fisk, ost, smør og æg og desuden penge. Selve undervisningen på skolen var gratis. Hvordan en landsbysmed havde råd til det, kan være svært at forstå, og det kan det også være, at der i 1822 ved Lehns Birketing tinglystes en obligation på 700 Rigsbankdaler, som Erich Nielsen havde til gode hos Sophie Amalie Lehn, den gamle barons datter og efterfølger som ejer af Hvidkilde. 700 Rigsbankdaler var rigtig mange penge, måske tilgodehavende for arbejde (men hvad skulle han så leve af?), måske simpelthen opsparing. Mellem den anden og tredje dyrlægesøns uddannelser gik der ca. fire år, og måske kunne Erich Nielsen spare op i den periode, der nogenlunde passer med obligationen. Det fremgår af hans egne optegnelser, at de to første dyrlægesønner inden deres afrejse fik tøj og fodtøj for mellem 100 og 200 Rbd. hver og derefter løbende ydelser i fire år. Et par bukser kostede på det tidspunkt omkring 4 Rbd., en skjorte 2 Rbd. og en vest 1 Rbd.

De tre af Erich Nielsens sønner, der blev dyrlæger, gik det godt for, men det gjorde det ikke for den fjerde søn. Han tjente på flere herregårde på Sjælland - et sted som underladefoged - men han døde 54 år gammel som fattig og fraskilt i Korsør. Af de fire døtre blev de to gift med smede. Den ene af dem, min tipoldemor Pouline, blev smedekone i Vester Bregninge på Ærø, den anden blev smedekone i Egense efter Erich Nielsens død. Det var den datter og hendes mand, Erich Nielsen ønskede særligt at tilgodese efter sin død, fordi datteren havde ført hus for ham, og sviger­sønnen havde arbejdet for ham som smedesvend i en årrække efter min tiptip­oldemors død uden at have fået noget for det.

Erich Nielsen døde i 1844, og ved skiftet efter ham var det ikke alle arvinger, der var enige i den disposition. Især hans svigersøn, min tipoldefar på Ærø, gjorde sig ud til bens, men heldigvis endte sagen med forlig. Jeg holder meget af Erich Nielsens bestemmelse om, at når datteren og svigersønnen havde fået deres del af arven, skulle resten ”deles paa lovlig Maade imellem alle mine Børn, forsaavidt Ingen vil renoncere på Arv efter mig, til Fordeel for dem, som dertil maatte anses mere trængende”. Det var der afgjort et par stykker, der var. Ud over sønnen i Korsør var nemlig også en af døtrene kommet i økonomisk uføre. Hun var blevet gift med en gårdmand og sognefogeds eneste søn, der arvede både gård og sognefogedhverv, men han måtte gå fra gården, og de blev skilt. De endte begge som daglejere i Svendborg. Den sidste og ældste datter blev gift med en hjulmand i nabosognet.

Smedehuset på Ærtevej 5 var fæstet indtil 1854, da Erich Nielsens svigersøn og efterfølger som smed i huset, Carl Engelbrecht Vest Hansen, købte det. Det nuværende hus på matriklen blev formentlig bygget af dennes søn Carl Carlsen i 1870.

Tilbage til Smedene